Articles

Ægtepagter

Print
Category: Uncategorised
Published Date

Ægtepagter

Ved indgåelse af ægteskab opstår der automatisk fælleseje. Det er derfor vigtigt at I tager stilling til om fælleseje er den rigtige formueordning i jeres ægteskab, eller om der skal være helt eller delvist særeje.

Hvis I ønsker en anden formueordning end fælleseje, skal dette ske ved oprettelse af en ægtepagt. En ægtepagt er en skriftlig aftale imellem jer, hvor det er muligt at skræddersy formueordningen i ægteskabet så det tilpasses lige netop jeres forhold og ønsker. En ægtepagt skal underskrives af jer begge og tinglyses for at være gyldig.

Man kan sige, at jo større forskel, der på de værdier I hver især bringer med jer ind i ægteskabet, eller hvis den ene af jer kun har gæld, desto vigtigere er det, at I gør jer bekendt med konsekvenserne, hvis ægteskabet ikke holder. Statistisk set ender ca. 50 % af alle nye ægteskaber med en skilsmisse. Så uanset hvor uromantisk I måtte synes det er at tale om hvad der skal ske, hvis I en dag skulle blive skilt, så kan det være meget ufornuftigt at lade være.

I en ægtepagt kan I f.eks. bestemme, at der skal være særeje, således at I i tilfælde af skilsmisse, ikke skal dele jeres værdier med hinanden. Det er også muligt at bestemme, at pensionerne skal deles ligeligt imellem jer, hvilket ikke vil være tilfældet uden ægtepagt. Hvis en af jer har egen virksomhed kan ægtepagt også være en rigtig god idé. En ægtepagt kan med fordel kombineres med et testamente, hvis I f.eks. ønsker at sikre den længstlevende af jer mest muligt. Der kan altså være rigtig mange gode grunde til at få lavet en ægtepagt.

Kontakt jeres familieretsadvokat for at høre hvilke muligheder, der er gode for netop jer.